Kultur- og Sundhedsugen

Kultur- og Sundhedsugen i Vesthimmerland afholdes i uge 10 – en uge fyldt med oplevelser, aktiviteter, inspiration, foredrag, workshops, bevægelse og meget mere for alle.

Ved at samle kultur- og sundhedsoplevelser i en fælles uge ønsker vi at inspirere til en aktiv og meningsfuld hverdag, hvor kreativitet, trivsel, bevægelse og livsglæde går hånd i hånd. Kom og vær med, deltag og oplev, hvordan kunst, kultur, motion og sanselige oplevelser kan berige dit liv, løfte din sundhed, styrke fællesskabet og øge dit kendskab til lokalområdet.

Vi ved, at fællesskaber er nøglen til trivsel og et godt liv.

I Vesthimmerland er vi så heldige at have et stærkt foreningsliv og et rigt kulturliv, som vi i denne uge ønsker at samle og fejre. Vi opfordrer alle til at deltage – uanset om det er gennem sport, kunst, strikkeklub, yoga, koncerter eller noget helt andet. Det handler om at mødes og være en del af noget større.

I uge 10 sætter vi fokus på det eksisterende kultur- og sundhedsliv i Vesthimmerland og opfordrer samtidig til at afprøve nye samarbejder – både internt og med aktører fra f.eks. erhvervs- eller foreningslivet. Målet er at vække nysgerrighed og inspirere til at finde sammen i både kendte og nye fællesskaber, der viser, hvorfor Vesthimmerland er et fantastisk sted at bo og leve.

Kultur- og Sundhedsugen byder på et bredt udvalg af oplevelser og fællesskaber, hvor vores stærke lokale tilbud får følgeskab af arrangementer, der er planlagt med ugens tema og formål i tankerne. Rammerne er lagt, men det er aktørernes engagement og idéer, der gør ugen til noget helt særligt. Alle har mulighed for at bidrage, arrangere og deltage, så vi sammen kan vise, hvordan kultur og sundhed skaber værdi og fællesskab her i Vesthimmerland.

Ønsker du at oprette et arrangement eller se de arrangementer, som allerede nu er i kalenderen, så se her.